Nyheder > Facade
I Danmark er domicilbyggerier langs motorvejen ofte mere overvældende end specielt raffinerede. Det mønster gør det nye Kompan-domicil ved Odense eftertrykkeligt op med. Trods sin lidt tilbagetrukne placering fra E45 vækker hovedsædet opsigt og pirrer med sit helt specielle facadeudtryk nysgerrigheden hos alle, der passerer.
Varme betonelementer
Facaden består af højisolerede betonelementer, der er afsluttet med Rockidans pudssystem til udvendig facadeisolering. De præfabrikerede HIBE elementer er fremstillet på Guldborgsund Elementfabrik og består af et 6 cm tyndt betonelement, beklædt med 25 cm polystyren og 5 cm mineraluld, som til slut er armeret med Rockidans facadevæv og Arma-Reno 700 Armeringspuds.
Regnen holder facaden ren
På byggepladsen blev elementerne rejst og alle samlinger spartlet og vævsarmeret, inden facaden blev grundet og slutpudset med den selvrensende AmphiSilan NQG Facadepuds. Pudsen er diffusionsåben som mineralsk puds, men har en nanostruktureret overflade, der nedbryder smuds og giver en effektiv skylning af facaden i regnvejr.
Logo gemt i facaden
Den markante vekslen mellem puds- og vinduesflader danner figurer i facaden, som først ved andet øjekast viser sig at referere til firmalogoet Homo Ludens – det legende menneske.
De mange vinduer var en stor udfordring ved fremstillingen af elementerne, fordi det forstærkende hjørnevæv og de indlejrede kantskinner skulle tilpasses de alt andet end rette vinkler. Det krævede, at de enkelte profiler blev varmet op og bukket individuelt, inden de blev monteret. Unægtelig en noget anden standard for manuelt finisharbejde, end man normalt forbinder med fremstilling af byggeelementer.
Let og helstøbt
Med den højisolerende lette opbygning har man sparet næsten 15 cm i facadetykkelsen i forhold til en almindelig opbygning med samme isoleringsværdi. Kompan-domicilet ligner derfor langtfra et tungt elementbyggeri, men fremstår både helstøbt og med en elegant lethed, der i høj grad afspejler de legeredskaber, som virksomheden siden 70’erne har været verdenskendt for.
Kompan-domicilet i Tietgenbyen er tegnet af tnt arkitekter a/s og opført i hovedentreprise af 5E Byg, Odense.
Del
30.11.2011
Udskriv